Hvis der er noget, som ofte bliver overset, når det kommer til streaming, er det kameraarbejdet. For mens man trasker i biografen for at få billeder smasket lige i hovedet, er det ofte historierne og persongalleriet, man streamer efter. Men i øjeblikket ligger der rent faktisk deciderede billedperler og flyder rundt på streamingtjenesterne.

Så selvom man ser sine serier og film på en lille skærm, må man ikke snyde sig selv for billeder, der rent faktisk fortæller historien i mindst lige så høj grad som manuskriptforfattere og skuespillere gør.

Tag nu blot disse tre serier og to film, der i den grad formår at skabe store oplevelser på billedfronten:

The Handmaid’s Tale, sæson 2

Den umiddelbart mest roste tv-serie det seneste års tid får stort set kun opmærksomhed for sin historie om en verden, hvor kvinder er blevet gjort til avlsdyr, men hvor oprøret konstant lurer. Det, mange til gengæld overser, er, hvordan kameraet formår at fortælle om undertrykkelse, afsavn og små sprækker af håb.

Med montager, der både kan være speedet op og foregå i slowmotion, formår ’The Handmaid’s Tale’ at skabe en klaustrofobisk stemning. Kameraet har endda fået endnu mere plads i anden sæson, hvor billederne konstant underbygger fortællingens udvikling og hele tiden formår at fæstne ens blik ved alle lidelserne, eftersom der skabes kontraster imellem lys og mørke.

Kan streames på HBO Nordic.

Baby Driver

Billedernes tempo er fuldstændig forrygende i ’Baby Driver’. Der klippes musikalsk og friskt, og fortællingen om en ung chauffør, der lever af at køre røvere og banditter til og fra kup, fungerer i helt særlig grad, fordi kameraet hopper og danser rundt om persongalleriet. Der er en taktfasthed i hver eneste scene, og det er billederne, der konstant slår tonen an. Dette er en actionfilm med et glimt i øjet – og med masser af opfindsomhed i kameralinsen.

Kan streames på Viaplay.

Halt and Catch Fire, sæson 4

Verdens bedste seriehemmelighed er uden tvivl ’Halt and Catch Fire’. Og det er i den grad mærkværdigt, for både skuespil, historiefortælling og univers er på højde med de allerbedste serier i langformat nogensinde – ’The Wire’, ’Mad Men’ og ’Sopranos’.

Med fjerde sæson får man tilmed noget af det vildeste kameraarbejde, der er lavet på serieplan. Alene den første scene, hvor kameraet svæver rundt og registrerer flere måneders arbejde blandt seriens hovedpersoner, er simpelthen en virtuos oplevelse. Når man så samtidig har en start-up-fortælling fra it-verdenens begyndelse, får man en krig på både ord og følelser, der udfordrer intellektet. ’Halt and Catch Fire’ er – også på kameraplan – et rendyrket mesterværk. Se åbningsscenen fra sæson fire her:

Kan streames på HBO Nordic.

Rust and Bone

Kameraarbejde bliver ikke bedre end dette. Med en dramatisk og barsk kærlighedshistorie formår instruktør Jacques Audiard at skabe en så billedskøn historie om to menneskers kamp for en plads i verden, at man røres til tårer og får lyst til at juble over kameraets søgen sammen med hovedpersonerne.

Matthias Schoenaerts og især Marion Cotillard storspiller, og de komplimenteres i den grad af billederne, der nærmest ånder og lever sammen med dem. Når skuespillerne er eftertænksomme, er kameraet roligt. Når der er fart på, sætter kameraet i en spurt. ’Rust and Bone’ er en mesterlig billedoplevelse.

Kan streames på C More.

Black Mirror

Den mest bevidsthedsudvidende serie i disse år er Charlie Brookers ’Black Mirror’. Antologiserien har vilde og snurrige historier, men det er dens unikke universer, der den senere tid har gjort den så eminent. Uanset om vi er en pastiche-80’er-badeby, ombord på et rumskib eller i en verden, hvor man lever og ånder for at få ”likes”, så er vanviddet fuldstændig forrygende filmet. Alle fire sæsoner undersøger ensomhed og fantasi, og uanset om der festes eller forundres, så er billederne knivskarpe og miljøerne elegant tegnet op.

Kan streames på Netflix.