To urgiganter laver et lommeur. Folk går amok. Men er det overhovedet fedt?

Købelystne ur-entusiaster i hele verden er gået amok over Swatch og Audemars Piguets nye samarbejde om et lommeur. Er det overhovedet fedt? Euromans eksperter svarer.

To urgiganter laver et lommeur. Folk går amok. Men er det overhovedet fedt?
Offentliggjort

Swatch og Audemars Piguet har væltet urverdenen. Først med en stor opbygning af hype op til samarbejde ’Royal Pop’, der var omgærdet af stor mystik. Siden med holdninger for og imod, da samarbejdet så blev lanceret. 

Og senest med opmærksomhed af uheldige slags, da salget af urene i butikkerne har ført til deciderede optøjer, slagsmål og lukkede butikker.

De to urfirmaer er kendte i hvert deres spektrum af urenes verden: Swatch med plastikurene, som er billige at anskaffe sig og derfor umådeligt populære blandt folk, der ikke nødvendigvis går så meget op i ure. 

Og så Audemars Piguet, der hører til i urenes absolutte superliga med en historie, der rækker 150 år tilbage, og indeholder et enormt bidrag til urverdenen i form af det ikoniske Royal Oak-design.

Og så gik det amok

Enorm var derfor forventningen, da de to brands med ganske kort aftræk teasede for et samarbejde, der krydsede Audemars Piguets Royal Oak med Swatch’ mere kulørte plastikæstetik. 

Og om muligt endnu større var det kollektive chok, der gik gennem branchen, da sløret blev løftet for samarbejdet, der består af… lommeure!

Men da urene kom til salg i weekenden, stak det helt af for Swatch og Audemars Piguet. 

Videoer på sociale medier viste, hvordan salget af urene førte til, at politiet i Frankrig måtte bruge tåregas mod købelystne urfans i kø, mens man i Italien havde slagsmål foran Swatch-butikker. 

I Holland og flere steder i England måtte man lukke butikkerne for at undgå eskalering af situationen.

En ting er de ekstreme episoder, som selv den mest opportunistiske marketingdirektør nok havde været foruden. Men hvad skal vi egentlig synes om samarbejdet mellem Swatch og Audemars Piguet i selv? 

Et lommeur havde de allerfærreste regnet med, men er det… fedt?

Hvad siger eksperterne?

Vi ved knap nok selv, hvad vi skal mene. Heldigvis har vi på Euroman hele tre gode eksperter på hånden, som vi har ringet til for at høre deres holdning til samarbejdet.

Kristian Haagen er begejstret:

”Det er kækt. Det er fedt. Grunden til, at Swatch gør det her, er, at det her med ure skal være sjovt. Vi må aldrig glemme at have det sjovt, og hele urindustrien kan godt blive en tand for alvorlig,” lægger han ud.

Christian Martinez er knap så glad:

”Jeg kan godt lide pizza, jeg kan godt lide ananas, men jeg vil gerne have det hver for sig. Sådan har jeg det også her. Jeg synes, Swatch laver nogle fede ting. Jeg synes, Audemars Piguet laver nogle fede ting. Bliv ved med det. Jeg synes, det er fesent, fantasiforladt og forudsigeligt,” siger han.

Spørger man Brian Lykke, er flugter hans holdning mere med Kristian Haagen:

”Folk er jo blevet direkte sure over det her samarbejde. Det vækker virkelig følelser. Jeg hilser passionen velkommen. For jeg synes, det er skidesjovt. Det gør lige præcis det, de her samarbejder skal kunne: Det skal være sjov og ballade. Folk, der siger, at Audemars Piguet gør vold på sig selv, tager helt fejl.”

Christian Martinez vil dog gerne gå så langt som at sige, at lommeuret er godt tænkt:

”Jeg kan godt lide, at de har tænkt det anderledes ved at lave et lommeur. Make lommeure great again. Den del af det er sjovt, men i bund og grund synes jeg, hele samarbejdet er kikset.”

Massiv succes – og alt det dårlige ved luksus

Allerede inden weekendens optøjer, spåede Kristian Haagen den massive interesse, samarbejdet ville få:

”Swatch og Audemars Piguet kommer til at tjene millioner på det her. Det vil være en kæmpe hype omkring det,” siger han.

Det er Christian Martinez enig med ham i. Dog med den krølle på halen, at samarbejdet, som burde gøre et ellers utilgængeligt ur som Audemars Piguet tilgængeligt for flere, netop kommer med den største slagside ved luksusverdenen.

”Der er ventelister, og der er køer. Man får et whiff af luksus, men også alt det nederen ved luksus. Man har bygget en hype, hvor der ikke er nok til alle, så dem, der får fingrene i et, kan flippe det på nettet bagefter og tjene på det,” slutter Christian Martinez.

Swatch og Audemars Piguet har understreget, at samarbejdet ikke kommer i et begrænset oplag, men at der er ure nok til alle. Det har dog indtil videre ikke lagt en dæmper på gemytterne.