Andet drop af Calvin Kleins nye underlinje med Raf Simons' karakteriske design nu tilgængelig

Calvin Klein Est. 1978 er Raf Simons' seneste projekt, efter han overtog posten som kreativ direktør hos det amerikanske mærke for snart to år siden. Underlinjen kombinerer Calvin Kleins tidsløse design med streetwear-æstestik fra nutidens ungdomskultur. De grafiske elementer er meget karakterisk Simons. De er friske og larmende i udtrykket. Og så kan produkterne fås til en overkommelig pris.

Tøjet kommer ud i tre forskellige drops henover efteråret. Det første røg ud i juli, og nu er andet drop også tilgængeligt. Du kan tjekke hele kollektionen ud her på Calvin Kleins hjemmeside, hvor det også er muligt at bestille varer hjem.

Wood Wood nyfortolker Vans’ OG Era LX-model

Danske Wood Wood er kendte for at lave nyfortolkninger af sneakers for store brands som Adidas og Asics. Nu har Wood Wood kastet sig over Vans' klassiske model OG Era LX.

På den enkle silhuet har Wood Wood skrevet med store og uperfekte bogstaver ‘VANS FANS’, hvilket skal symbolisere fankulturens do-it-yourself-ånd. Skoen, der er en del af Wood Wood Fan Club-minikollektion, kom til salg i går og kan købes her.

Polo Ralph Lauren laver tekniske jakker og cargobukser

Polo Ralph Lauren hopper også på outdoor-trenden og er klar med en ‘Hi Tech’-kollektion. Den indeholder referencer til 1990'erne, hvor Ralp Lauren gik logo-mania. Du kan få polotrøjer og sweatshirts med det store logo 'Polo Hi Tech', en farverig og teknisk støvle eller praktiske jakker og cargobukser. Tøjet kan købes herfra Ralph Laurens hjemmeside.

Acne Studios og Fjällräven krydser klinger

Og nu, hvor vi er ved outdoor-trenden. Sverige har fået et sjovt og atypisk makkerpar. Acne Studios og Fjällräven er gået sammen og vil klæde dig på til efteråret i komfortabelt og funktionelt tøj, der samtidig ser cool ud. Acne, der normalt bevæger sig i det mere mørke og rockede univers, kører fuld farvelade i nyfortolkningen af Fjällrävens klassiske design – inklusiv den velkendte Kånen-rygsæk. Det er aldeles vellykket. Tjek det ud her.