’Nancy just called for Impeachment. WITCH HUNT! I need you on my Impeachment Defense Team’ står der i beskeder fra præsidentens kampagnehold til hans supportere.

Umiddelbart ser det ikke ud til at gå strygende for Donald Trump i øjeblikket. Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, truer med en rigsretssag mod den amerikanske præsident, fordi Trump i en telefonsamtale med Volodymyr Zelensky, bad den ukrainske præsident om at undersøge den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter.

Joe Biden fører valgkamp for at blive demokraternes præsidentkandidat til præsidentvalget i 2020.

I går blev en udskrift af telefonsamtalen frigivet, hvilket flere medier kalder en af de største skandaler i Trumps tid som præsident.

Men selvom det ser ud til, at Donald Trump er i strid modvind, så ruller millionerne ind. På ét døgn har præsidentens kampagnehold indsamlet fem millioner dollars til at føre valgkamp for frem mod det forestående præsidentvalg i 2020.

Ved hjælp af tekstbeskeder, emails og tweets har kampagneholdet mobiliseret Trumps supportere og opfordret dem til at donere til præsidentens ’Impeachment Defense Team’.

Tre timer efter, Nancy Pelosis tog de første skridt mod at oprette en rigsretssag mod præsidenten, var der allerede samlet en million dollars ind. 24 timer senere tweetede Trumps kampagnechef, at det beløb var steget til fem millioner dollars.