scroll-down
I nat tabte 19-årige Holger Rune kvartfinalen i French Open til norske Casper Ruud. Den 23-årige nordmand endte med at fremstå som den voksne, modne spiller over for den iltre danske teenager. Om bare få måneder vil de fleste nok huske på det flotte resultat – at nå så langt ved en Grand Slam i så ung en alder – snarere end måden, han opførte sig på undervejs. Men internettet bobler lige nu over med reaktioner på kampen, hvor nogle forsvarer og andre fordømmer Holger Rune.
Hurtigt resume af kampen: Casper Ruud vandt 6-1, 4-6, 7-6(2), 6-3. Selvom Holger Rune faktisk startede kampen ok, fungerede alt for Casper Ruud, der er kendt som en fornuftig og lidt konservativ spiller. I første sæt fik nordmanden stort set alt tilbage over nettet og slog vilde vindere. Holger Rune gik i begyndelsen rundt og rystede lidt på hovedet, grinede endda.
Han vidste godt, at Casper Ruud ikke ville være i stand til at spille på så højt niveau hele kampen, og danskeren vandt da også flot andet sæt. Men de mange råb op mod særligt egen spillerboks blev flere og mere højlydte, alt imens nordmanden ikke fortrak en mine. De sidste par sæt lagde man oftere mærke til Holgers udbrud end hans imponerende stopbolde, halvflugtere og dobbelte baghånd op langs linjen.
Én af overskrifterne blev, at Holger Rune sendte sin mor, Aneke Rune, væk fra stadion. Det benægter de begge. Faktum er, at Holger næsten altid råber mod sin spillerboks. Træner Lars Christensen er også vant til at blive råbt af og ser totalt upåvirket ud. Mange trænere må absorbere den slags og lade spilleren rase ud, fordi det er det eneste sted, de “må” rette eventuelle følelser hen. Holger er en spillertype, der råber markant mere til sin boks end mange andre spillere. Er det alder og hormoner? Er det hans måde at få det bedste spil frem på? Er det bare sådan, han er? Måske det er alle tre, og måske det er ok, selvom mange ikke kan lide det.
Internationalt har mange bidt mærke i, at Holgers håndtryk efter kampen var usportsligt. At han ikke gik ind i det hurtige kram, der nærmest er kutyme. Kameraerne fangede, hvordan den fire år ældre nordmand efterfølgende rystede på hovedet. Nærmest som en far, der er skuffet over, at hans søn ikke valgte lægestudiet.
Hvorfor ikke give et ordentligt håndtryk? Er Casper Ruud da ikke den Brandon Walsh-gentleman, vi alle gik og troede? Selvfølgelig skal man sige ordentligt tak for kampen, men nogle gange glipper det– sådan kan det gå. Der var heller ikke ligefrem kærlighed i luften mellem Djokovic og Nadal forleden, men de er erfarne nok til at skjule den slags. Holger Rune siger selv, at nordmanden råbte ham ind i hovedet i omklædningsrummet, og at der var flere situationer på banen, hvor Ruud agerede usportsligt. Det benægter Casper Ruuds far, hvilket Holger Runes mor til gengæld kalder en løgn. Mediemaskinen kører, og de skandinaviske forældre er i dén grad klar til at tale om deres talentfulde afkom.
Casper Ruud ligger lige nu nummer 8 på ATP-ranglisten. Han er endda grusspecialist. Holger Rune var den eneste useedede spiller tilbage hos herrerne. De færreste havde troet, at han ville nå så langt. Han har faktisk spillet så godt de seneste uger, at han nu kommer i top 30 og dermed bliver seedet til Wimbledon. Der kan ikke pilles ved talentet og potentialet.
Selv har Holger Rune flere gange udtalt, at han vil være verdens bedste, og den slags er der også mange af os skandinaver, der ikke kan lide at høre. Mindre snak, flere resultater!
Elefanten i rummet er de homofobiske tilråb, som Holger Rune kom med i en kamp sidste sommer. Episoden spørger, selvom Holger Rune har undskyldt. Herresport har et problem med denne type tilråb – særligt blandt nogle tilskuere – og homofobi findes i alle sportsgrene. Jeg tror ikke, at Holger Rune har noget imod homoseksuelle eller andre minoriteter, fordi han har råbt de ting under en kamp, men det gør det naturligvis ikke okay. Det springende punkt er, om man tror på hans undskyldning, og om man kan komme videre. Det sidder utvivlsomt i mange af os, når vi hører ham komme med mere uskyldige eller decideret underlige råb mod sin egen spillerboks.
I øjeblikket er ranglistens nummer 3, Alexander Zverev, ved at blive undersøgt for vold mod en ekskæreste. ATP-touren har også givet ham en betinget dom for at slå sin ketcher mod dommerstolen adskillige gange efter et nederlag i Mexico tidligere i år. Som de spurgte i den fremragende The Tennis Podcast forleden: Hvordan skal vi forholde os til en spiller som Zverev? Han må jo gerne spille, og han er endnu ikke dømt. Men det føles for mange forkert at rose hans spil på banen eller for den sags skyld bare give ham opmærksomhed. Jeg har ikke svaret, men det er et dilemma for mange sportsinteresserede, når spillerne er under anklage.
Da australske Nick Kyrgios kom frem for nogle år siden, kunne jeg ikke fordrage ham, fordi han havde sagt grimme ting til sympatiske Stanislas Wawrinka og konstant brokkede sig. I dag er han én af mine yndlingsspillere. Han er lige så kendt for sine kontroversielle kommentarer, som han er for sin ekvilibristiske formåen på en tennisbane. Under coronapandemien har han været en fornuftens stemme, selvom han stadig kæmper med sine dæmoner på banen. Hvad angår naturligt talent, er den 27-årige sin generations måske mest imponerende spiller. Hans manglende disciplin og vilje til at træne har dog begrænset resultaterne betragteligt.
Selvom Kyrgios smadrer ketchere i alle kampe, kommer op at skændes med tilskuerne og straffes af dommerne for sine udfald, får han det ene wildcard efter det andet til turneringer året rundt. Hvorfor? Fordi han er en vanvittigt underholdende spiller. Hvorfor tog så mange skinhellige amerikanere så godt imod Andre Agassi i 80’erne? Fordi han var så anderledes. Rebelsk.
Man kunne også nævne en ung Andy Murray. Eller hvad med Novak Djokovic, der ikke ligefrem er kendt for at være den besindige type. Selvom mange forbinder Roger Federer med ro og ynde, slog han igennem i en senere alder end Nadal og Djokovic, fordi han ikke kunne tøjle sit temperament som ungdomsspiller.
Jeg elsker Federer for den måde, han bevarer roen på. Jeg kan lide, at han er stille og aldrig stønner efter et slag. At han aldrig trækker sig midt i en kamp, selvom han er skadet. Ja, at han giver hånd ordentligt efter kampen uanset udfaldet. Jeg kan lide, at tennis (også) er en gentleman-sport. Men det ville hurtigt blive kedeligt, hvis ikke nogle andre spillertyper ruskede op i det hele. Gjorde Pirlo og Gattuso ikke også hinanden mere interessante på AC Milans midtbane?
Sport er primært noget, jeg ser for at koble af. Da Holger spillede mod Ruud, var jeg opslugt og råbte af skærmen. Var jeg ærgerlig over Holgers udbrud? Ja. Mest fordi han ikke brugte sit temperament til noget forløsende og positivt, som Djokovic fx gør det. Var jeg overrasket? Nej.
Jeg ved ikke, om jeg bliver decideret fan af Holger Rune en dag, men jeg synes, han er en fabelagtig tennisspiller, som er interessant at følge. Han giver os noget, vi ikke er vant til. Dansk tennis har savnet en markant spiller, og danskerne har savnet en grund til at følge mere med i tennis. Nu har vi både Holger Rune og Clara Tauson.
Det betyder ikke, at jeg forsvarer alle Holgers udbrud eller sympatiserer med dem. Men livet er som oftest mere end enten-eller.
Sportsstjerner skal ikke være som os andre. De bliver stjerner, fordi de er ekstraordinære. Jeg kan godt lide, at Holger elsker at spille på den helt store scene foran mange mennesker. Det har han udtalt flere gange. Stortalentet Clara Tauson er i øvrigt en diametral modsætning: Genert, stille, vil bare gerne spille tennis og helst ikke udtale sig. Det er også fedt. Og lad mig bare indrømme det: Jeg kan også godt lide Casper Ruud.
De mest interessante tenniskampe – det gælder også andre sportsgrene – er dem med forskellige spillertyper. Derfor var rivaliseringen mellem Federer og Nadal så dragende: Højrehåndet vs venstrehåndet. Enhåndsbaghånd vs tohåndsbaghånd. Elegance vs power. Det er en forenkling, I know, men det er den slags, man hurtigt kan afkode. Ligesom temperament: Det giver en mulighed for at afkode en spiller, tillægge nogle følelser, undre sig, måske endda forundres. Så længe man ikke gør andre ondt, er temperament en ingrediens, vi godt kunne bruge lidt af herhjemme. Og hvis alle var som Federer, var ingen som Federer.
Når Holger Rune træder ind på den offentlige arena, må han forvente, at folk forholder sig til ham, og at interessen bliver større i takt med resultaterne. Men vi skal også huske, at vi taler om et ungt menneske, der lige er fyldt 19 år.
Et ungt menneske, der i løbet af én nat har sat gang i en samtale om fairness, opdragelse og temperament. Et ungt menneske, der har givet os nogle fantastiske kampe i Paris. Men først og fremmest et menneske.
