I en alder af 30 skal det være slut med at opføre sig dumt, spilde kostbar tid og bruge tåbelige penge. Alvoren har sat sig i Nicklas Bendtner, som skulle ’helt ned til foden af stigen for at komme rigtigt op.’ Rune Skyum-Nielsen har besøgt angriberen, der har bidt tænderne sammen i den norske kulde og interviewet ham til det nye nummer af Euroman.

Her kan du læse et uddrag, der handler om, hvordan hans forbrug kom ud af kontrol, allerede mens han var i Arsenal.

Overforbruget kom i omdrejninger i tiden med Caroline Fleming. Dengang var hun netop blevet skilt fra en engelsk rigmand.

”Hendes omgangskreds var fyldt med folk, der var født med penge. Gammelrige typer, du ved, og de skulle ikke tro, at jeg var en nasserøv. Jeg ville ikke falde igennem. Ingen skulle sige, at Nicklas ikke betalte.”

Sådan begyndte det.

”Snart efter betalte jeg alt for alle mine venner, for min familie, for min fjerne familie. Biler, privatfly, dyre ferier, guldure, diamanter. Det var helt hul i hovedet.”

Hvornår blev du opmærksom på, at det var løbet løbsk?

”Jeg tror faktisk først, det var, da Ivan (spilleragenten Ivan Marko Benes, red.) kom ind i mit liv for tre-fire år siden. Han lod mig ikke være i fred: ’Kan du ikke selv se, at det er lidt mærkeligt?’ spurgte han. Og det kunne jeg sgu egentlig godt. ’Har du tænkt over, hvem du hænger ud med, og hvorfor de er der? Bliver du også inviteret hjem til dem?’ Han undrede sig. Og han havde ret. Det var faktisk meget sjældent, at jeg blev inviteret hjem til dem og spise. Det måtte jeg indrømme.”

Nicklas Bendtner besluttede sig for at indføre brugerbetaling:

”Til at begynde med var det ikke så systematisk, for i Wolfsburg tjente jeg stadig rigtig mange penge. Men da jeg blev klubløs og havde det her helt crazy pengespild, kunne jeg godt se, at det ikke kunne blive ved.”

Hvordan fungerer brugerbetalingen?

”Hvis folk vil hænge med mig, så lægger de 500 eller 1000 kroner – alt efter, hvor vi er taget hen, og så skal jeg nok betale resten. Så viser man, at man gerne vil være sammen med mig, selvom det kan risikere at koste noget.”

Er alle med på den?

”Nogle stykker er faldet fra. De blev ved med at tage det som en selvfølge, at jeg gav det hele.”

Måske blev de flove over sig selv?

”Det tror jeg også. Heldigvis gik det op for ret mange andre, at de hellere måtte huske at invitere ham dér Nicklas hjem på middag, så der blev givet begge veje. Det var rart at mærke.”

Er du færdig med at være gavmild?

”Så enkelt kan man ikke stille det op. Jeg har gerne villet behandle alle mennesker godt, og derfor har jeg behandlet alle mennesker lige godt. Fremover vil jeg behandle dem, der virkelig fortjener det, rigtig godt. Og de andre lidt mindre godt.”

Du kan læse mere om Nicklas Bendtner, og hvorfor han har brudt med sin far, der tidligere var hans agent i det nye nummer af Euroman, der er på gaden 8. februar.

 

LÆS OGSÅ: Tre danskere er kåret blandt verdens 100 bedste fodboldspillere

LÆS OGSÅ: Danske Nikolaj Rosenthal er verdens første elitesportsmand, der får sin løn i bitcoin

LÆS OGSÅ: Fodboldlandsholdet er ikke alene med ’store patter’: Her er fem andre sjofle kampråb