SpaceX-astronauter er landet sikkert efter historisk mission
Foto: Getty Images Bob Behnken (tv.) og Doug Hurley vendte sikkert hjem fra SpaceX's første bemandede rummission.

SpaceX-astronauter er landet sikkert efter historisk mission

Succesen ventes at bane vej for en ny æra med kommerciel rumfart.

Elon Musk og hans rumfartsselskab SpaceX kan ånde lettet op og lade champagnepropperne springe.

Det private rumfartsselskabs første bemandede mission endte nemlig lykkeligt, da NASA-astronauterne Bob Behnken og Doug Hurley søndag aften dansk tid landede sikkert i den mexicanske golf. Det skriver flere medier, blandt andet The New York Times.

Landingen er historisk, da det er første gang nogensinde, at en privat virksomhed har transporteret mennesker ud i rummet. De to astronauter lettede med fartøjet Crew Dragon under stor medieopmærksomhed i slutningen af maj med kurs mod Den Internationale Rumstation, og de har i alt tilbragt 64 dage i rummet.

spacex2.jpg

”Tak fordi I fløj med SpaceX,” sagde SpaceX-ingeniør Michael Heiman, der har været ansvarlig for kommunikationen med de to astronauter under missionen, ifølge The New York Times kort efter landingen.

Det ventes, at SpaceX-missionen vil bane vejen for flere kommercielle rumfartsmissioner. SpaceX blev stiftet tilbage i 2002 af Elon Musk – der også står bag Tesla – og rumfartsselskabet har som erklæret mål at kolonisere Mars og gøre rumfartsturisme tilgængeligt for almindelige mennesker.

Se, hvad vi ellers skriver om: USA og Tesla