Gæsterne har stemt: Her er deres yndlingsrestaurant
På bare to år har Graziano skabt et nært bånd til deres gæster. Nu kan det københavnske spisested lade sig hylde som vinderen af Årets publikumsdarling ved Gastro Awards 2026.
Sponseret af illy
Siden åbningen i Møllegade på Nørrebro har Graziano opbygget et dedikeret publikum, der er faldet pladask for restaurantens toscanske køkken. Med stemmer afgivet af gæsterne selv kan de to fætre og medejere Jonathan Balsløw Sørensen og Kaave Pour samt resten af Graziano-holdet nu lade sig hylde som Årets publikumsdarling.
En smag af sol, sommer og service
Graziano er opkaldt efter Jonathans italienske reserve-farfar, som har videregivet sin kærlighed til madlavning, italiensk kultur og toscanske traditioner til Jonathan.
Den arv lever videre på Graziano, hvor fokus er på klassiske retter med rødder i det italienske bondekøkken og en atmosfære, der skal føles nærværende og hjemlig, lidt som at træde ind på et spisested i en lille bjergby i Toscana.
Her vægter smil og stemning, og det kan mærkes hos gæsterne, der netop derfor ikke kun kommer på grund af maden, men for at nyde totaloplevelsen.
Graziano, Møllegade 13, 2200 København N
Jurybegrundelse: Derfor er Graziano Årets publikumsdarling
Det er ikke tit, at et toscansk pastaværtshus bliver en af byens allermest eftertragtede reservationer. Men sådan gik det, da Graziano åbnede først på Møllegade på Nørrebro og siden på Værnedamsvej i København. Antallet af Grazianos stamgæster er bare steget og steget, og få har som dem formået at skabe et stærkt tilhørsforhold til gæsterne. Maden er rustik og klassisk italiensk, skabt i billedet af køkkenchef og medejer Jonathan Balsløw Sørensens italienske ”bedstefar." Graziano holder man af, for på Graziano hører man til – og derfor vinder restauranten prisen som Årets publikumsdarling.
Vindere af Gastro Awards 2026
Årets Tjener - Tina Kragh Vildgaard
Årets kok - Nicolai Nørregaard
Årets nye sted - Restaurant Lille Mølle
Årets publikumsdarling - Graziano
Årets bager - Kong Hans Bakery